Familieterapi

Familieterapi er en samtale, hvor hele familien deltager. Her får alle familiemedlemmer muligheden for at blive hørt, set og forstået.

I samtalen er det primært forældrenes ansvar at bringe de emner på bane, som de mener er aktuelle for familiens trivsel. Det er til gengæld vores ansvar som terapeuter at invitere alle med ind i samtalen – også børnene.

Til forskel fra deres forældre behøver børnene ikke nødvendigvis at byde ind med noget, det vigtigste er, at de får muligheden for at blive hørt

Og at de hører, hvad det er, forældrene er optagede af. For selv om mange forældre tror, at de kan holde uenigheder, bekymringer og problematikker skjult for deres børn, er det en helt fejlagtig antagelse.

Børnene ved altid, om der foregår noget i familien, som er usagt. De ved måske ikke præcist, hvad det er, men de er særdeles bevidste om, at der er noget på færde. Og hvis det ”noget” ikke bliver italesat, kan de få en oplevelse af, at det handler om dem, At det er deres skyld. Men de kan ikke italesætte denne oplevelse, da det netop handler om noget usagt. Det giver indlysende grobund for mistrivsel for alle familiemedlemmer.


Det usagtes magt

Vores erfaring er, at det er vigtigt at tale med og ikke om børnene. For børn er det altid en lettelse at opdage, hvad der reelt foregår, i stedet for at forestille sig alle mulige og umulige scenarier. Scenarier, hvor de ofte ser sig selv som skyldige i enhver misstemning eller mistrivsel.

I mange familier bliver børnene selv betragtet som problemet, hvis de udvikler besværlig adfærd. Men det er vores erfaring, at børn, der udvikler tegn på angst, aggression, tristhed eller lignende, som regel udviser mistrivsel, fordi der er noget i familien, som ikke fungerer. Det kan netop handle om det usagte.

Eller om et uhensigtsmæssigt familiemønster, der kommer til at fylde så meget, at barnet reagerer. En reaktion, der kommer til udtryk i en ændret adfærd, da barnet ikke har redskaberne til at sige noget om det, der er forblevet usagt af forældrene.

Børnene bliver dermed symptombærere af familiens mistrivsel. Her er det vigtigt at slå fast, at det altid er forældrene, der bærer ansvaret for familiens trivsel. Men som forældre kommer vi nogle gange i ren omsorg og kærlighed til at gøre mere ondt end godt, når vi forsøger at beskytte vores børn mod bekymringer og sorger – og derfor undlader at tale med dem om det, der reelt foregår.

Den styrkende samtale

Som familieterapeuter hjælper vi jer med at opdage, hvor udviklende det er for samspillet i familien, når I taler sammen. Taler sammen om alt det, der fylder for jer hver især. Taler om, hvordan I kan ændre på måden, I siger tingene på – og hvordan det giver nye reaktioner fra de andre.

Nogle familier kommer til os for at få et familietjek. Familietjekket er en mulighed for at få hjælp til at undersøge, hvordan den enkelte i familien trives, og hvordan familien som helhed trives. Til forskel fra familieterapien skal alle familiemedlemmer sige noget. Det handler om at sætte ord på, hvordan man har det i familien, og hvad man hver især er optagede af i forhold til familielivet.

Familietjek

At få erfaringer med ens egen indflydelse på sin egen og de andres stemning og trivsel er fundamentet i oplevelsesorienteret familieterapi. Vores fokus i terapien bliver derfor mere på relationen og kommunikationen mellem familiemedlemmerne end på egenskaber hos den enkelte. På den måde får hver enkelt familiemedlem mulighed for at blive set og forstået i et nyt lys af de andre.

Børnene skal altså også forholde sig til familien og familielivet – og sige noget om, hvordan de har det. Det er en effektiv metode til at foregribe eventuelle problematikker, da det giver øvelse i at tale åbent med hinanden i familien og dermed fremmer trivslen for alle familiemedlemmer. Nogle familier gør det et par gange om året, da de netop oplever, at det styrker deres familieliv. Gennem en øget forståelse for og kontakt med resten af familien.


Pris

Familieterapi / familietjek

900 kr. pr. samtale